Holte Roklub har fået 3 drenge og 3 piger på bruttolandsholdet i kajak

11. oktober 2020 16:42 , af Flemming Barnewitz

2020 sæsonen har været præget af Corona nedlukning og aflyste stævner. Indtil et par uger inden DM (planlagt til første weekend i september) var der håb for at dette stævne trods alt ville kunne blive afholdt, men forsamlingsforbuddets reduktion til max 100 forpurrede også dette stævne. I stedet var kajakklubben 361 hurtige og fik afholdt 3 Sjællandsmesterskaber (for U14, U16 og U18) i samme weekend. Ved at lave opsplitningen kunne man begrænse de enkelte stævner til max 100 deltagere. Det viste sig i øvrigt at være sidste chance da man allerede om mandagen fik nedsat forsamlingsforbuddet til max 50 deltagere og dermed ikke ville have kunnet gennemføre stævnet en uge senere.

Det var på mange måder et anderledes stævne hvor hver aldersgruppe skulle afvikle alle konkurrencer på 4-5 timer og herefter forlade stævnepladsen. Det er sportsligt ikke optimalt da det er vanskeligt at restituere mellem løbene, men jo ens for alle. Det betød samtidig at antallet af øvelser var skåret ned ligesom at man skulle kvalificere sig til a og b finaler direkte fra indledende heats baseret på bedste tid.

Det forhindre dog ikke Holtes ungdomsroere i at lave en række flotte resultater.

Stella Winther klarede sig flot i U18 klassen hvor hun blev Sjællandsmester på 500m K2, og fik sølvmedaljer på 500m og 200m K1. Julie B. Dürr fik bronze på 200m K1, og 500m K2, og blev nr. 5 på 500m K1. Annesofie fik en 7. og 8. plads på 200m og 500m.

I U14 og U16 klassen stillede Holte op med i alt 4 drenge der alle er yngst i deres klasser. Alle kæmpede deres bedste og på 200m blev U16 drengene nr. 1, 2 og 3 i B-finalen – næste år må målet være at de alle havner i A-finalen . Bedste drengeresultat var Jonas B. Dürr der blev nr. 9 i A-finalen på 500m K1 – de sidste 20m føltes vist som 100m.

De seneste par år har det været Holte Roklubs piger der har domineret på landsholdet, men nu ser det ud til at drengene er ved at komme efter. Udover de sædvanlige (fristes man til at sige) 3 piger (Julie (U23), Stella (U18) og Anne Sofie (U18)), så er Jonas, Frederik og Oscar nu kommet på U16 bruttolandsholdet, så det er navne man måske også kommer til at skulle holde øje med i fremtiden?.

Tillykke til dem alle

Vintertræningen står for døren og alle er meget opsatte på at Corona ikke skal forhindre dem i at præstere endnu bedre til næste år, så bliv ikke overrasket over at møde en stor flot hårdt trænende ungdommere enten på vandet eller i VT / Ergo rummet næste gang I kommer i klubben

Ungdomsudvalget

 

Vedhæftede filer