Fundraising foredrag: Den Transiranske Jernbane

9. marts 2025 09:00 , af Steen Kold-Christensen

Gik du glip af Jacob Saxilds fantastiske foredrag 30. januar?

Så har du chancen for at opleve denne spændende historie mandag 31. marts kl. 19:30 i Klubstuen, Holte Roklub. Jacob har nemlig venligt tilbudt at gentage succesen for jer, der var forhindrede eller jer, der gerne vil høre historien en ekstra gang.

Byggeriet af den Transiranske Jernbane i 1930’erne blev forestået af det danske ingeniørfirma Kampsax med dets chef Jørgen Saxild personligt i spidsen. Byggeriet er betragtet som en af de største danske ingeniørmæssige bedrifter nogensinde, og i 2021 blev jernbanen optaget på Unesco’s verdensarvsliste. Jørgen Saxilds barnebarn, Jacob Saxild, fortæller om dette fantastiske byggeris tilblivelse og betydning – både for familien, men også for dansk erhvervsliv og for verdenshistorien. Foredraget kommer omkring utrolige ingeniørmæssige udfordringer og præstationer, over kongelige skrøner og 2. verdenskrigs slagmarker, og den slutter med en køretur med banen i dag.
En fortælling, der selv om den strækker sig over 100 år, er meget personlig og baseret på familiens egne oplevelser og historier.

Du er velkommen til at tage op til 20 familiemedlemmer, venner og bekendte med. Det koster 100 kr. per deltager, som betales ved tilmeldingen, der foretages direkte på kalenderen.

Vi ser frem til endnu en spændende og fornøjelig aften sammen.

Mange venlige hilsener

På Bestyrelsens vegne
Steen Kold-Christensen