Vestenvind
2. november 2026 15:35 , af Helle David Jensen
November 2026
Vestenvind er Holte Roklubs nyhedsbrev med opdateringer om livet i klubben i punktform.
- Standeren er strøget, og vi er nu klar til at rykke indendørs. Tak til alle jer, der gav en hånd med til rengøringen. Der blev fjernet spindelvæv og skrubbet til den store guldmedalje, buskrydderen var i gang, og traileren kørte i pendulfart mellem klubben og genbrugspladsen. Vi slog deltagerrekord med hele 85 klubmedlemmer, der var i fuld gang med at gøre klubben klar til efterårets aktiviteter.
- Ved standerstrygningen blev årets pokaler også uddelt:
Birkerødpokalen gives for god indsats i roningen og gik til Christian Bacher-Terkelsen. Blandt andet på baggrund af udtagelsen til ungdoms-EM og VM samt danmarksmesterskaberne i Herre U18 K1 200 m, K2 200 m, K2 500 m og K4 500 m.
Gudmund Schack-pokalen uddeles til en ungdomsroer, der har passet sin træning, været en god kammerat og gået forrest med et godt eksempel. I år går pokalen til Ella Sundbye-Knudsen for sit engagement og sin positive indstilling. Hun er altid klar til at give en hånd med, både på vandet og i klubben.
Furesøpokalen gives for god indsats i klubben og går derfor i år til Ruth Lundgaard Larsen. Ruth har været leder af roskolen de seneste år. Hun passer godt på alle vores nye roere og stiller altid op, når der er brug for ekstra instruktion, eller når der skal planlægges en fest eller to.
Onsdagsløbspokalen blev i år vundet af Stephan Mølvig. Vi opfordrer alle udfordrere til at starte træningen allerede nu.
- Særligt i vintermånederne, hvor der er lidt mindre liv i klubben, skal vi sørge for at få låst ordentligt af.
Lidt for ofte går alarmen i klubhuset i gang om dagen eller sent om aftenen, og så skal en rokollega ned i klubben (vi kunne for eksempel kalde ham Lars BP.)
Det skyldes som regel, at man lige skulle have tjekket vinduer og døre, inden alarmen blev slået til. Gør derfor dig selv og os andre en tjeneste, og tjek klubbens hjemmeside for at sikre, at du har helt styr på, hvordan klubben lukkes korrekt af. På den måde passer vi på hinandens ting og på de frivillige kræfter, der holder huset kørende.
(Vælg "Klubben" i menubjælken og derefter undermenuen "Alarmen – når du skal hjem").
- Vi julehygger i december. Der er gløgg og æbleskiver for hele familien lørdag den 5. december, ungdomsafdelingen holder julehygge søndag den 6. december, og der er stor julefrokost for alle lørdag den 12. december. Tilmelding sker via kalenderen.
- Kalenderen er fyldt med træningsmuligheder. Book dig på et ergometerhold, eller mød op til klubløb på 5 km om tirsdagen kl. 18. Der er plads til alle tempi.
- Har du noget, der skal stå her næste gang, så send 3-5 linjer til formand@holte-roklub.dk.