Langtur til Bornholm

20. september 2016 21:04 , af Tine Overby

I den første weekend i september drog seks erfarne Holte-roere mod øst med den noget optimistiske ambition om at ro Bornholm rundt i inrigger (Plan A). At finde 3-4 dage med stille vejr på Bornholm kræver mere end held, så den realistiske plan (Plan B) gik ud på at ro nogle kortere eller længere dagsture fra Nexø eller Rønne – afhængig af vind og vejr. Og nogle gange er vejret bare helt umuligt i forhold til roning i Østersøen, så her var der lagt en Plan C med vandreture, kulturoplevelser og trøstespisning.

Det var Plan B, der vandt. Vi fik en forlænget weekend på klippeøen med både roning og oplevelser på land. Fortroppen ankom onsdag eftermiddag og satte kursen direkte mod Rønne Roklub og en lille inriggertur til Levka ved Hasle. Solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen lå på ca. 20 grader og vestenvinden var aftaget, så bølgehøjden var til at overskue. Strækningen mod Hasle byder på skov, strand og små klinter. Og så er der også lige to rev med lavt vand og masser af sten. Hertil kommer alle de andre sten og den særlige specialitet med bølger fra hurtigfærgen, hvor man helst skal være på dybt vand, når de rammer.

            

Torsdag var hele holdet samlet. Solen skinnede igen fra en skyfri himmel, men vinden var tiltagende fra vest. Det betød roning på østkysten med start og mål i Nexø, hvor Rønne Roklub har to 2’ere liggende. Vi roede nordpå med et spinkelt håb om at kunne nå til de høje klipper ved Ypnasted og Randkløve. Men allerede rundt om pynten ved Svaneke stod det klart, at det ville blive for meget ”op ad bakke”, så vi nøjedes med at ro til Listed og tog en velfortjent frokostpause på havnen, inden vi satte os i bådede igen og blev blæst tilbage til Svaneke. Herefter et kaffestop i Aarsdale og så de sidste km. til Nexø langs den flade klippekyst med små skær hist og pist.

Fredag blev det også til en tur på østkysten. Denne gang mod syd forbi fuglereservatet ved Nexø, videre langs med Balka Strand, udenom Salthammerrevet og ind på sydsiden af Snogebæk, hvor vi tog bådene op på stranden. Vi fandt et røgeri og supplerede frokosten med lidt lækkerier fra havet, inden turen igen gik nordpå og retur til Nexø.

            

Lørdag blæste det stadig med en frisk til hård vind fra vest. Vi besluttede os for en landdag med sightseeing på Nordlandet. Vores base var to feriehuse i Allinge, og med en lokalkendt på holdet var der mulighed for at se nogle af de mere ukendte steder og attraktioner – herunder stenbrud, runesten, små bagveje og gl. fiskerlejer, sprækkedale, rokkesten, klippehuler, stenrøser, helleristninger og en skulpturhave i Olsker. Til frokost stod menuen bl.a. på den bornholmske specialitet: Saltstegte sild med bløde løg, sennep og rødbeder. Eftermiddagen bød på lidt mere sightseeing, og om aftenen flottede vi os med en middag på ”Restaurant Sommerpony” i Sandvig. Inden dagen sluttede med en ”bøjebajer” fra det lokale bryggeri Penyllan og en livlig snak om vejret og søndagsturen. Vejrudsigten blev fulgt nøje, og meningerne var lidt delte.

            

Søndag morgen tegnede det til at blive en stille, men våd dag. Der var mulighed for roning på vestkysten. Vi pakkede sammen og kørte til Rønne. Havet blev mere og mere fladt og skyerne mere og mere grå. På med regntøjet og afsted mod nord. Målet var Jons Kapel med de høje fuglefjelde og udsigt til Hammershus og Hammeren i det fjerne. Frokoststoppet blev i Helligpeder, hvor der meget belejligt var en overdækket spiseplads. Og så tilbage forbi Hasle til Rønne. En meget smuk tur, når solen skinner, men også ok i stille sensommerregn.

Alt i alt fik vi roet ca. 90 km. Ikke så ringe, når man tænker på, hvor udsat øen ligger i Østersøen. Bornholm rundt i inrigger står stadig højt på ønskelisten. Så mon ikke der bliver en langtur til Solskinsøen igen.

Tak til Rønne Roklub for lån af både - og tak til deltagerne for godt selskab og god roning.