Årssprøjt 2022 - kapitel 3

29. december 2022 17:07 , af Otto Enggård Jacobsen

Kajakpolo 

Igen i år har Holte Roklubs herre senior ligahold deltaget i Danmarksturneringen i Kajakpolo. For andet år i træk blev Holtes Ligahold henvist til 6. pladsen af Skovshoved Dyamite. Der var mange tætte og hårde kampe mode de øvrige ligahold og selvom Holte vandt 4-3 over Dynamite i den første kamp og spillede uafgjort i den anden 2-2, blev Dynamite desværre placeret bedre, da udfaldet i nogle af de andre kampe var bedre end Holtes. 

I op- og nedrykningsspillet ved DT5 fik Holte Roklub dog sikret en plads i næste år herreliga, så vi i 2023 forsøger at gøre det bedre. 

På begyndersiden er der en gruppe unge mænd som har opstartet et nyt hold der i sommersæsonen har trænet søndag eftermiddag. I vinterhalvåret er der adgang i Trørødsskolens svømmehal fra kl.14-16 om lørdagen, hvor der trænes kajakpoloteknik inden for bådkontrol, kast og grønlændervendinger mm. 
Der er plads, hvis nogle flere friske folk ønsker at prøve kræfter med kajakpolo. 

På ungdomssiden er de unge på trænings- og ungdomsholdet i gang med kajakpolo om søndagen fra kl.14.30 - 15.30. Det er på begynderniveau, hvor der læres hvordan man styrer bådene og hvordan man håndterer bolden samtidig. Sessionen starter med svømning fra kl.13.30 -14.30 og derefter kajakpolo fra kl.14.30 - 15.30. Svømmetimen er både for begyndere og for øvede ungdoms svømmere, hvor der både trænes teknik og fart. 

Der er en del ledig tid i Trørødskolens svømmehal afsat til Holte Roklub, men der mangler folk med enten livreder- eller bassinprøve til at være behjælpelig med at dække tiderne. 
Der vil i løbet af de første måneder af 2023 blive arrangeret nye bassinprøver, så instruktørerne kan få genopfrisket teknikkerne når der skal passes på svømmerne. 
Kontakt: Peter M. Sørensen fra bestyrelsen, hvis det har interesse at hjælpe til med en livredder tjans eller fx. opstart af svømmehold eller lignende. 

Peter M. Sørensen