Isen har været hård mod ihvertfald et par broer, hvor vi færdes langs østkysten af Furesøen - til gene for alle roere og vores materiel.
Broen lige syd for Lillekalv ved Luknam er løftet bort af isskruninger for en lille måned siden. Der er stolper i vandet - hold jer helst udenfor den yderste tykke, skæve stolpe ca. 40 meter fra kysten.
Lins sten er lige nu umarkeret ca. 600 meter syd for førnævnte ca. 50 meter ude lige inden bugten går ind ved Kaningården. Skovfogeden har (atter) lovet at spule, trække eller sprænge den væk - "snarest". Vi vil atter markere den med en bøje snarest muligt indtil det så gennemføres.
Små 100 meter nord for det frie område ved Frederiksdals Fribad ca. 40 meter ude og indad ligger resterne af en stålkonstruktion fra en bro ellers placeret ved kysten indenfor - ligeledes flyttet af isen. Stålkonstruktionen ligger ca. 10 cm under vandlinjen ud fra kysten over et a. 20 meters forløb. Forhåbentlig vil den blive fjernet snarest - ejeren gør sit for at det sker hurtigt. Den er nu markeret med fem tomme sodavandsflasker med nogle meters mellemrum fæstnet til broresterne.