Og hvilket come-back!

Som nogle læsere ved, er de to undertegnede begge kommet i den alder, hvor man glemmer at lyne gylpen i mere end halvdelen af de tilfælde, hvor den af den ene eller den anden grund er blevet åbnet og hvor ungdommens lyksaglige minder langsomt er begyndt at vige pladsen for en altoverskyggende fokusering på at opdrive flødekarameller.

Vi følte derfor begge, at det var ved at være sidste chance, hvis ungdommens sorgløshed ikke skulle svinde bort for bestandigt - vi trængte kort sagt til en opkvikker. Og hvad kan være mere opkvikkende end ro toerkajak til Dalands kanotmarathon, 55 kilometers strabadser på nogle af Sveriges smukkeste søer.

At valget faldt på netop dette løb er ingen tilfældighed. Her ville vi være fjernt fra den hjemlige presses evindelige spekulationer om eventuelle comebacks og vi ville samtidig have muligheden for at få fingrene i et utal af 'kanel bullar', det ypperste svensk gastronomi har at byde på. Husk på at vi begge, som klubbens onsdagsklientel har været det længe, er ved at komme i den alder, hvor god mad og ikke mindst drikke er dagens omdrejningspunkt.

Vi havde været så forudseende at træne en del inden løbet, hvilket på en strækning der er lige så lang som 50 runder på Vejle Sø, viste sig at være en rigtig god idé. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente fra vores konkurrenter, og de vidste slet ikke at vi var der, så løbets resultat var lige så uforudsigeligt som tidspunktet for Anders Fogh Rasmussens ugentlige blink - man må simpelt hen vente og se.

Det gjorde vi så, og til vores store overraskelse - og udelte begejstring, lå vi efter et minuts roning i front af det 900 mand store felt. Hastigheden var svimlende og vi blev enige om at slække tøjlerne lidt, så vores hækbølge ikke ville forvolde for store skader på den omkringliggende natur. Dette resulterede i, at løbets tre førende enerkajakker kom op til os - toere var der ikke nogen af, så vi besluttede at slå følgeskab med vores nye venner. De kunne også rigtigt godt lide os, mens de på de første 40 km lå og gassede sig på vores hænger. Vi kunne forstå på de muntre stemmer at den var rigtig god.

Vi kan lige så godt afsløre det nu, så du kære læser ikke bliver skuffet senere, for det skulle jo gå galt. De lette padletag - dansen på roser - kunne jo ikke fortsætte for evigt. Og vi skal lige love for at det fik sin ende 10 kilometer før mål, hvor den sidste rest af sukker forlod vores krop og efterlod os midt i den store Lelangsjö med tårefyldte øjne, kraftesløse arme og en røv der gjorde så ondt at end ikke Pia K. har prøvet noget lignende.

Med et opbud af de absolut sidste kræfter, lykkedes det Michael at vriste en marsbar op af sin redningsvest og med skælvende hænder fodre os begge med gudernes chokolade. Med chokoladen kom kræfterne tilbage og vi vred atter gashåndtaget i bund. Desværre havde de to K-1'er, der havde ligget på vores hænger, ikke den høflighed der skulle til for at vente på os og var således kommet et godt stykke foran, mens vi havde ligget og guffet chokolade.

Det gjorde nu ikke så meget, for det var fine folk, som vi undte hæderen ved at komme først over stregen. Målbyen Bengtsfors lå ret forude og vi kunne se folkemængden vifte med både danske og svenske flag. Oplivet af den gode stemning og over at se flag der for en gangs skyld ikke blev brugt i en nationalistisk sammenhæng, gav vi en lille publikumsspurt over målsregen, skønt at spurt ikke var det vores kroppe trængte allermest til. Vi tog til takke med en samlet tredjeplads og en sejr i K-2 klassen og blev trætte og glade modtaget af Michaels onkel Ib, der forsynede os med lidt godt at spise.

Det blev et comeback med alt hvad der dertil hører, sejrsskammel, buketter og gavekort til Intersport. Gavekortet, ja det var en startbillet til år 2010, så mon ikke vi gør det igen til næste år - vil du med?

Michael & Torsten