Tag med til Rönne-å-rännet

Lørdag d. 9. maj afholder kajakklubben i den svenske by Ängelholm lidt nord for Helsingborg deres traditionelle forårsløb: Rönne-å-rännet. Som navnet antyder, er der tale om et maratonløb på åen Rönne å. Der kan vælges mellem en konkurrenceklasse og en motionsklasse. De fleste vil nok foretrække motionsklassen. I motionsklassen er det valgfrit om man vil ro i kap-, tur-, eller havkajak.
Der er nok så meget fokus på en hyggelig og smuk tur, som på det konkurrencemæssige. Starten går i modstrøm fra centrum af Ängelholm, og der roes 10 km op ad åen, hvorefter der vendes og roes i mål samme sted som starten gik - altså 20 km ialt. Hele løbet foregår på åen, hvilket vil sige: beskyttet vand med moderat strøm.
Vi mødes i klubben lørdag formiddag, pakker kajakkerne, og kører til Ängelholm via Helsingør-Helsingborg. Løbet starter ca. kl. 14, og vi vil være tilbage ved klubben i løbet af aftenen lørdag. Når dagen nærmer sig, vil der komme nærmere detaljer om mødetid m.v.
Yderligere information om løbet »Rönne-å-rännet« kan ses her (pdf-fil).
Tilmeld dig på opslaget i klubben, eller på email til otto@mail.dk.
|