Holte overraskende vinder af Danmarksmesterskabet i polokajak 2008
I weekenden blev Holte Roklubs hold i kajakpolo en overraskende vinder af Danmarksmesterskabet 2008. Holte var ellers ikke spået mange chancer, selvom holdet tidligere har vundet mesterskabet hele 4 gange.
Drengene fra Holte, der efterhånden er kommet op i årene med en gennemsnitsalder på 30 år var oppe imod en skræmmende modstander fra Silkeborg, som tørstede efter at få et Danmarksmesterskab i hus.
Silkeborg og Odense har de sidste år været meget tætte på at vinde Danmarksmesterskabet uden at dette er lykkedes. Sidste år blev Silkeborg således regnet for storfavorit indtil en nøglespiller (Jannik Iversen) brækkede albuen.
Året før havde alle eksperter udpeget Odense til vindere, da de blev slået på stregen af Holte. Odense og Silkeborgs tørst efter for første gang at kunne hæve pokalen og kalde sig Danmarksmestre har derfor ført til, at de 2 holds bedste spillere, er gået sammen under Silkeborgs faner med skræmmende styrke til følge. Silkeborg har derfor kunnet mønstre en a-kæde bestående udelukkende af landsholdsspillere, der fuldstændigt har elimineret al modstand hele sæsonen uden et eneste nederlag i 16 kampe.
Holte var dog tæt på at få en uafgjort i sidste spillerunde, men Silkeborg træk sig sejrrigt ud med et mål i sidste sekund. Intet kunne således ryste Silkeborgs selvtillid eller sejrsikkerhed før weekendens finale.
I interviewet til TV2 inden finalen fremgik det da også tydeligt på Silkeborgs kaptajn, at han regnede med en sikker sejr til sit hold. Holtes kaptajn tilkendegav dog, at Holte var parat til udfordringen og havde forberedt sig til tænderne.

I kampens start udnyttede Holtes hold svagheden ved Silkeborgs offensive stil i angrebet med et hurtigt kontra mål af Marco Prahm efter en elementær håndteringsfejl af Silkeborg. Holtes forsvar træk sig nu endnu mere tilbage og parerede skud efter skud, men måtte til sidst se storskytten fra Silkeborg Andreas Juhl sætte et maskeret skud øverst i målet.
Holte tog imidlertid atter teten ved et overraskende hurtigt mål på et passiv Silkeborg forsvar. Stillingen ved halvlegen var således 2-1 i Holtes favør. I 2. halvleg bølgede kampen frem og tilbage med store chancer til begge hold. Silkeborg udlignede igen ved Andreas Juhl på et fremragende skud.
Nu besluttede Silkeborg at gå mand til mand - et særegne ved denne sport hvor alle spillere mander tæt op på den direkte modspiller og forlader deres mål. Denne facet af spillet kræver imidlertid stor ro styrke. Det havde Holtes drenge forberedt sig grundigt på. Marco Prahm satte således sin direkte modstander med 1 1/2 længde i en formidabel spurt op af banen og blev matchvinder ved at putte bolden i et tomt Silkeborg mål.
Stillingen 3-2 hold til slutfløjtet i en kamp spillet på et meget højt niveau i et flot tempo. Holte kunne tage pokalen hjem til lokalerne ved furesøen for 5. gang i de 10 år man har spillet om Danmarksmesterskaberne i kajakpolo som en overraskende og undertippet vinder.
|