Handicap rolandsholdet til regatta i Polski landski :-)

Lørdag morgen d. 14 juni k. 06.30 blev kursen sat mod Poznan i Polen til regatta mod nogle af de andre PL udtagne nationer.
De forsvarende verdensmestre fra Tyskland, de ellers altid vindende englændere, Holland, Rusland, Israel, Polen selvom de ikke er udtaget til PL og os.
Efter mange timers kørsel med konstant larm fra stropperne som holdt vores årer på plads på bilens tag godt understøttet af køkkenrulle, håndklæder og sokker nåede vi endelig Poznan.
Et hurtigt tjek i vores rigtigt dejlige lejlighed i midten af Poznan of ud til robanerne gik det.
Vi have desværre ingen mulighed for at medbringe vores egen båd "Cecilie" men årer og sko var vores egne. Vi havde bedt FISA om at låne os en båd for bla. også at få afprøvet hvordan det er at ro i en kinesisk båd det skal vi jo til om ca. 60 dage så det kunne nu med fordel afprøves.
Nu er der lige det med kinesiske både, at for at være en båd i den rigtige længde for at være en 4´er med styrmand, så er længden omkring 14 meter, men det er for langt til en standardcontainer. Det løser man så på vanlig praktisk kinesisk måde ved at save spidsen af båden (ca. 1 1⁄2 m) og så sætter man den bare på igen !!!
Det var en sådan båd der ventede os i Poznan, vi sendte Cecilie mange kærlige tanker over de næste 4 dage. Vi døbte efter første tur på vandet denne kinesiske båd Xon Valdez fordi den efter ca. 1 time på vandet havde lappet yderligere ca. 10 ltr. vand indenbords. Vægten var i sig selv heller ikke Cecilies klasse, vi blev endda udtaget til vægtkontro,l hvor det viste sig at Xon Valdez vejede ca. 62 kg, mindstevægten for en 4´med styrmand er ca. 52 kg. De andre landshold slog sig på lårene af grin...

I det indledende løb søndag fik vi den klart bedste lodtrækning og skulle op imod Holland, Rusland og Polen kun første pladsen gik videre til finalen. Andet løb var England, Tyskland og Israel.
Holland og England vandt hver deres klasse, hvilket var fint nok idet dette ville give os en yderligere mulighed for at ro med de andre. Ved mandagens konkurrence skulle så yderligere et land sorteres fra. Det var meget nemt at se at det ville blive Polen. Deres træner tilbød os endog at låne deres båd, men vi takkede nej og syntes dog lige at de skulle stille op før de lovede deres båd væk!
Vi havde haft et være mas med at få ro-skoene spændt ordentligt fast og havde i den grad brokket os til Win Teck (dem som havde lånt os den kinesiske båd) til den nette sum af 800 €! Vi foreslog dem, at der ingen grund var til at transportere den til et andet sted, men at de skulle brænde den på stedet da det jo er Skt. Hans om lidt.
Mandag fik vi Polen sorteret fra. De var også i vægtkontrol og, fik at vide at deres båd vejede for lidt. Dette havde de ikke lige fået løst, så de blev efterfølgende diskvalificeret.
Tirsdag var hviledag, hvilket vil sige op kl 05:30, lidt morgenmad og på vandet senest kl. 7:30 til morgenens træningspas, hjem igen for at spise og få lidt afslapning, ud på robanerne igen til mere træning, hjem igen, mad + afslapning. Sådan går dagene i deres eget helt unikke ro-trummerum.
Hvis der har været konkurrence midt på dagen, så er der også træning om aftenen :-) Godt vi havde vores egen bil med derned og Margits handicapskilt i forruden, hvilket gav os mulighed for at parkere så tæt på robanerne at det var en sand fryd.
Det var ikke kun Cecilie vi havde ladet blive hjemme. Lin skulle passe sin eksamen, så vi benyttede Andreas (Margits søn), som fik en ilddåb som styrmand og klarede skærene utroligt flot! Inden finaleløbet havde han været styrmand på en 4´er under 10 gange sammenlagt.
Onsdag = finaledag. Det blev et "dumt" løb - for båden fungerede bare ikke så godt som den plejede, hvilket gjorde at vi fik en 5 plads. MEN mange erfaringer rigere ikke kun på kinesiske både, men også på vores konkurrenter, som vi er oppe imod igen i Beijing om 65 dage.
- England 3:33,89
- Tyskland 3:39,00
- Holland 3:43,21
- Rusland 3:46,51
- Danmark 3:51,47
- Israel 4:01,52

Sådan se det ud umiddelbart efter målstregen. Alle er godt brugte! Vi ligger først i billedet, dernæst Holland i orange trikoter, England længst fremme i billedet og bagest Tyskland.
Hjemturen var fuld at fantastiske overraskelser ikke i positiv forstand men efter 12 timeres kørsel nåede vi endelig Holte igen, og denne gang heldigvis uden årene på taget. Dem har Dansk Rocenter lovet at tage med hjem på deres trailer...
Hvad så nu, træning, træning og atter træning…
|