Se VM i roning i Munchen og hep på vores hold
Det er nu atter sandsynligt at Holte Roklub kan stille et fuldtalligt og
konkurrencedygtigt Handicap Rolandshold 2007.
Har du lyst til at besøge Munchen og heppe på vores handicaphold vil vi blive meget glade. Indledende løb afvikles i uge 35.
Hvis vores handicaphold kan ro sig til hvilken som helst placering i finaleløbet søndag den 2. september, så udløser det en billet til deltagelse i PL (De Olympiske Lege for handicappede) i Beijing 2008.
Billetter til VM 2007 kan bestilles nu
Nu kan du bestille FISA Family Tickets til VM 2007, som i år afholdes i München fra den 26. august til den 2. september.
En FISA Family Ticket koster 90 Euro (ca. 700 DKK) og gælder for én person alle de 8 dage mesterskaberne varer. For de penge er du garanteret plads i blok A på hovedtribunen, som ligger tæt ved mållinien og pladsen, hvor medaljerne uddeles.
Med en FISA Family Ticket har du også adgang til at mødes med roerne, og du kan selvfølgelig benytte alle øvrige tilskuerfaciliteter på området.
Bestilling
FISA Family Tickets kan kun købes gennem DFfR / DRC, så send en mail til bbs@roning.dk med navn, adresse, telefon og husk at skrive, hvor mange billetter du vil købe.
Bestillingerne vil blive ekspederet efter "først-til-mølle"-princippet og sidste frist for bestilling er fredag den 27. april 2007 kl. 14.00. Vi kan ikke garantere billetter til bestillinger modtaget efter denne dato.
Alle andre billettyper (til enkelte dage) skal bestilles via arrangørens hjemmeside.
Transport til Munchen
Se arrangementets hjemmeside med forslag til transportform. Parkering er ikke inkluderet i billetprisen og skal bestilles. Flybilletter kan evt. søges her på http://www.momondo.com/en/
Betaling og afhentning
Billetterne vil blive faktureret af DRC omkring den 1. juni 2007. Billetterne kan afhentes i München ved mesterskabernes begyndelse efter nærmere aftale med sportschef Lars Christensen.
Du kan læse mere om VM 2007 på http://www.munich2007.de. Det er her du finder løbsprogram, info om hotel og campingplads, kort og meget, meget mere.
|