Lene ”ror væk” – fra sin blindhed

Foto: Båddåb af Cecilie. Lene van der Keur nr. 3 fra højre.

Der er fart over den 42-årige Lene van der Keur og de andre i ”Cecilie”.

På græsk betyder navnet ”den blinde”. Bådens fire roere er også alle blinde. Men båden svæver henover vandet, og ved hvert åretag trækkes igennem. Kommandoerne ryger over Bagsværds bølger, hvor styrmandens stemme sendes via højtaleranlæg rundt i den specielle båd.

”Ja…..fri ved bagbord…. Og så ror I bare væk”, lyder styrmandens kommando.

Lene sidder som nummer tre. Sammen med Annette Bredmose, Anders Olsen og Peter Sidorenco lægger hun alle kræfter i, og de rykker frem over det efterårskølige vand.

Farten bragte dem sidste år en femteplads ved VM for handicappede og den store ambition er, at ”Cecilie” stiller op ved de Para Olympiske Lege i Beijing i 2008, hvor roning for første gang er kommet på programmet.

17 roklubber herhjemme er gået sammen om et fremstød for at få flere handicappede i klubberne –  synshandicappede, folk uden ben, arme eller andet. Holte Roklub har gjort meget ud af at byde velkommen til denne nye type roere, og i dag har de fx ti synshandicappede roere.

- Bare man kan sidde på klapsædet i robåden og bruge en åre, kan alle fungere på lige niveau. Ligesom andre skal vi blinde bare høre efter styrmandens stemme og har ikke det store behov for at se, siger Lene.

Lige nu styrer de blinde roere i båden mod et Regatta-stævne, og derfor bliver der i denne tid trænet en fem gange om ugen. Hver gang tager Lene van der Keur toget alene fra huset  i Hillerød og til Holte Roklub eller Bagsværd Sø alt efter, hvor båden ligger.

- Jeg synes, det er herligt at ro; at komme ud i den friske luft og mærke at kroppen fungerer og vokser i styrke. Vi har også et rigtigt godt sammenhold i klubben - og i vores båd er vi et godt mandskab, fortæller Lene.

Børnene hjælper til

Sammenholdet er også godt i Lenes familie. Lene van der Keur har sit specielle efternavn fra sin mand Peter, som stammer fra Holland. Sammen har de fire børn, hvoraf de ældste Morten og Astrid på 16 år er tvillinger. Derefter følger Kristine på 11 år og Signe på 5 år.

Lene er født med sygdommen hvor Retinitis Pigmentosa, hvor nethinden langsomt går til. Som barn havde hun en smule syn, men det forsvandt gradvist.

Og dette gå-på-mod har hjulpet fysioterapeut Lene van der Keur på mange måder – også da hun og hendes mand lidt overraskende ventede tvillinger som de førstefødte:

- Ingen af os havde haft noget med børn at gøre, og pludselig stod vi der med to af slagsen.…..Det var bare om at lære det hele i en fart, griner Lene.

Hun virker nærmest forbavset over spørgsmålet fra ”Hjemmets udsendte” – om det ikke har været sværere at være mor som blind, om hun ikke var bange for at falde med en baby på armen, og flere andre bekymrede spørgsmål af samme slags:

- Næh….jeg har jo aldrig kendt til andet end ikke at kunne se. Det kan da godt være, at mine børn er blevet lidt mere hårdføre, fordi jeg selvfølgelig er gået mere ind i dørkarme og andet. De er i hvert fald ikke blevet pylrede.

Lene fortæller, at børnene helt instinktivt fra bittesmå har fornemmet, at hun var blind og derfor har behandlet deres mor og far forskelligt.

- De har selv sørget for at dreje deres ansigt hen for jeg nemt kunne komme sutten nemt i munden på dem. Og når de har skullet vise mig noget, har de altid taget min arm og ført derhen, eller lagt tingen i hånden til mig, så jeg kunne se ved at mærke. Sådan har de aldrig gjort ved min mand.

Når Lene i dag går tur med Signe, den yngste, tager hun da også sin mors arm og rækker dem op i supermarkedet - til de høje uopnåelige hylder:

- Men jeg kan jo godt mærke, om det er en pose bolsjer eller appelsiner, jeg får fat i, griner Lene.

Båd med forhindringer

Det hele lyder meget nemt, men helt enkelt er alt dog ikke – heller ikke med roningen.

Alene det at få den knap femten meter lange båd fra bådhuset, ud af porten, ned til bådbroen og ud i vandet er lidt af et kunststykke for fire blinde roere.

Træner og styrmand Søren Mølgaard og rochef Lotte Madsen fra Holte Roklub ” hende den kedelige, der prøver at  ordne alt det praktiske og skaffe penge til det hele”, som hun selv udtrykker det” - anviser vejen for roerne.

I alle roklubber er reglen, at man selv transporterer sin egen båd ud til vandet. Således også her. Bådporten bliver ramt en enkelt gang af udriggerne på ”Cecilie”. De stikker cirka en meter ud til hver side, og er beregnet til at årene skal hvile på dem.

Ude ved broen lyder ordren ”højre side”. Heller ikke at lægge ”Cecilie” ned i vandet, volder de blinde transportører store problemer. Da de en efter en skal ned i båden, er der brug for koncentration for seende - og endnu mere for blinde.

I sådan en robåd er der kun enkelte steder – med forstærkning, hvor man må placere fødderne for ikke at træde gennem bunden.

Også det klarer Lene og de andre helt fint. De er vant til at føle sig for, og Lene har heller ingen angst for at tippe over bord.

- Jeg har prøvet det en enkelt gang, det var ikke skræmmende. For jeg mærker jo straks, hvad der er op og ned, og er desuden en god svømmer. Så længe jeg ved, at der er en seende styrmand i nærheden, der kan råbe til mig, er jeg ikke bange, fortæller Lene, mens hun med sin blindestok bevæger sig med god kontrol gennem bådhallen og ud til bænken ved vandet.

Der er masser af almindelige både til rådighed i Holte Roklub, men kun en som specialbyggede ”Cecilie”. Trods sin enkle spinkle fremtoning, har hun stået i 100.000 kroner med højtaleranlæg og det hele. Og hvis ”Cecilie” og et blindt mandskab skal være med for Danmark i Beijing, skal Lotte skaffe en million kroner fra diverse sponsorer og fonde.

Datter som styrmand

Lene har altid været glad for sport og i det hele taget for at bevæge sig. Det førte hende på landsholdet for blinde i ”goal ball”, som er et af de få spil udviklet direkte til synshandicappede.

- ”Goal ball” Det kræver virkelig, at man er i form og kan tåle lidt knubs. For man kaster sig efter en bold skudt af modsatte hold og skal fange den efter lyden, fortæller Lene.

Det blev hun og hendes hold så gode til, at de tre gange repræsenterede Danmark i den disciplin ved de Para Olympiske Lege.

Egentlig har Lene van der Keur altså fået opfyldt sine OL-ambitioner; og det kan da også godt være, at det ikke netop er hende, som kommer til at sidde ved en åre i Kina:

- Det er ikke afgørende for mig. Vi giver den bare  ”fuld åre”, for at få gode resultater og friste  nogle af de yngre synshandicappede roere i klubben til at få OL-ambitioner, siger Lene.

Lene van der Keur begyndte først at ro i 2003. Derfor var der kun ni måneder til at få holdet her i båden indarbejdet og trænet op til VM i 2004. Der blev alvorligt brug for en ekstra styrmand, for at kunne træne nok.

- Min store datter Astrid til og tog lynhurtigt styrmands-prøven, og kunne fungere som ekstra styrmand for os. Det gik fint og var en meget stor hjælp, men nu holder hun pause med roningen. Hun er ung og har gang i så meget forskelligt, fortæller Lene van der Keur.

Det har ”mor” nu også selv….