De drømmer om guld

En god placering ved sidste VM har givet det danske rolandshold blod på tanden. Og der bliver ikke lagt skjul på, at guld i Beijing i 2008 er det ultimative mål.

For de fleste er en tur til Store Kalv ved Fureøen i Nordsjælland lig med afslappede gåture eller svalende svømmeture i sommervarmen. Men for Annette Bredmose og Peter Sidorenco betyder vandet hårdt arbejde.

Begge håber nemlig på at kunne være med til at repræsentere Danmark ved VM i handicaproning i England til næste sommer. - Nu skal den bare have en spand kul. Jeg glæder mig meget til VM, hvis altså jeg kommer med, siger Peter, der ligesom de andre på båden er synshandicappet. Både han og Annette var med til VM i Spanien i 2004, hvor holdet arbejdede hårdt for at nå alles mål, og det lykkedes Danmark at få en femteplads i konkurrencen mod ni andre nationer.

Til næste år skal holdet igen forsvare de rød-hvide farver ved et VM, hvor ambitionen er en placering blandt top tre. Men mens det sidste år kneb med overhovedet at samle et hold, er der i dag flere roere end påkrævet, så det er endnu ikke sikkert, hvem der kommer med til VM. - Vi skal have stillet et hold senest 1. april næste år, men helst allerede til efteråret. Det er aldrig sjovt, at skulle bytte nogen ud, men vi er død og pine mig nødt til at skaffe medaljer ved VM, hvis det skal nå at blive rigtig godt til Beijing, fortæller Lotte Madsen, der er holdleder for landsholdet og rochef i Holte Roklub.

3 roere, ingen styrmand og ingen båd

Det er relativt nyt at opleve roning som en sport, der også er tilgængelig for handicappede. For to år siden underskrev flere medlemmer af det Internationale Roforbund en protokol, hvis mål det var at få handicaproning på listen over discipliner til de Paralympiske Lege i Beijing i 2008.

Da Holte Roklub i forvejen havde to blinde roere, henvendte Dansk Forening for Rosport sig til klubben for at høre, om den var interesseret i at danne det første landshold. Svaret var ja, og dermed indledtes en stressende periode for alle involverede. - Vi stod med tre roere, ingen styrmand og ikke nogen båd. Rosæsonen startede 1. april, og så var der altså ikke lang tid til 1. august, når to af dem først skulle lære at ro, siger Lotte.

Først seks uger inden turneringens start kom den fjerde roer på plads. Ud over de fire roere, der alle var synshandicappede, skulle der også være en seende styrmand med ombord. Det lykkedes holdet at finde en, der kunne træne de tre timer tre gange om ugen det kræver, når man roer på så højt et plan.

I tiden op til selve turneringen blev der skruet op for blusset, så holdet mødtes hele seks gange om ugen. - Det var sjovt men hårdt. Men det var jo der, vi fik mulighed for at skumme fløden for alt det, vi havde arbejdet for, siger Peter. - Sådan en oplevelse giver blod på tanden. Jeg var meget spændt på, hvor mange tæsk vi skulle ned og have. Men det fik vi så ikke. Der var andre lande, der var lige så meget nybegyndere som os, og det var dejligt, at man ikke var den eneste, supplerer Annette. Det krævede ikke kun hårdt arbejde fra roernes side, for at de kunne komme med. Det er kutyme i rosporten, at alle er med til at betale for turen. Afhængig af om der er tale om et hjemligt eller udenlandsk stævne kan dette koste deltagerne 2.000-6.000 kr.

20.000 kr. meteren

Til gengæld behøvede landsholdet ikke bekymre sig om at rejse penge til deltagelsen ved VM 2004. Dansk Forening for Rosport og Fonden for Rosportens Fremme bidrog tilsammen med de ca. 100.000 kr., der skulle bruges til at betale for bl.a. bådtransport, forsikring og flybilletter. - Men det var så også kun en engangs betaling. I fremtiden skal vi selv skaffe midlerne, siger Christian Boel, landsholdets fundraisingmanager.

Det gode resultat fra Spanien har til gengæld gjort det nemmere at finde sponsorere til landsholdet nu. - Vi har formået at ride på de resultater, holdet har skabt, til at få penge. På den måde har vi nu de værktøjer, vi skal bruge til at realisere den drøm, vi havde, fortæller Christian. Den båd, som landsholdet bruger til stævner, koster 100.000 kr. eller ca. 20.000 kr. pr. meter. Båden ligner til forveksling den båd, man har set guld-fireren sejle i til OL. Men i modsætning til den båd har handicaplandsholdet foruden en styrmand fået installeret et højtalersystem, som gør det nemmere for styrmanden at råbe ordre ud til holdet.

Omkring en tredjedel af dem, landsholdet har henvendt sig til, har sagt ja til at være sponsorer. Listen af donorer består både af private og offentlige fonde samt mindre virksomheder, og landsholdet er generelt blevet mødt med positiv respons. - For tiden er der mange, der går op i, at man skal have forskellighed i de organisationer, man støtter. Det er en trend, der begyndte i USA, og som nu er på vej over Atlanten, fortæller Christian. Han vurderer, at det faktisk kan være nemmere at finde sponsorere for handicapsportsfolk end for de ikke-handicappede, da der i denne gruppe er mange flere om buddet.

Ingen forskel

Både Annette og Peter fremhæver sporten som velegnet til handicappede, og især til folk med synshandicap. Men for Annette var det dog en seende bekendt, der fik hende overtalt til at give rosporten en chance. - Jeg havde en ski-ledsager, som havde roet elite som ung. Hun mente, at roning ville være en god sport for synshandicappede, og forøgte derfor i flere år at få mig i gang. Og efter jeg så havde prøvet det, måtte jeg jo give hende ret, siger Annette, der begyndte at ro for fornøjelsens skyld for tre år siden, og skruede tempoet op sidste år.

Når først man sidder i båden, er alle lige, hvad enten man er handicappet eller ej. Det er ikke som med løb eller ski, hvor jeg er nødt til at have en ledsager med, fortsætter hun. Ligesom Annette faldt Peter for roning, fordi det gav ham mulighed for at udøve en sport uden at være afhængig af andres hjælp. Han tog selv kontakt til en roklub i begyndelsen af 80’erne og nåede et ret højt niveau, inden han lagde roningen på hylden igen. Men da han så blev kontaktet omkring muligheden for at være med på landsholdet, havde han ikke mange betænkeligheder. - Selvfølgelig tænker man sig om, inden man binder sig til så stort et ansvar, som det er at dyrke eliteidræt. Man skal have en ambition og en lyst til at gøre det, og være villig til at opgive en stor del af sin fritid. Men jeg savnede vandet, og sagde ja nærmest med det samme, siger Peter.

Næste mål: Beijing

Begge roere går nu og håber på, at de bliver udvalgt til det hold, der i sommeren 2006 skal til VM i England. Stævnet ses som en slags optakt til de Paralympiske lege, og det er derfor meget vigtigt, at holdet klarer sig så godt som muligt. Allerhelst skal der hentes en medalje hjem denne gang, men selve træningen og den erfaring, man får fra sådan et stævne, er lige så vigtige. - Allerede nu arbejder vi hårdt på at få stillet det hold, der skal med til Beijing. Det er derfor, vi tester alle folkene, og bytter rundt på dem, så vi kan finde den bedste konstellation, siger Lotte.

Selv om der i dag på landsplan er flere roere, end der er landsholdspladser, ser hun gerne, at der kommer endnu flere handicappede ind i sporten, så at udvalget kan blive endnu større. Forsøg på optællinger har vist, at der er ca. 20 handicaproere rundt omkring i klubberne i dag. Men ifølge Lotte Madsen kan det reelle tal godt ligge højere, da det ikke er sikkert en klub lægger mærke til, om en roer f.eks. er benamputeret. Og skulle man være interesseret i at komme på landsholdet, er det ikke for sent endnu.

Hvis du har potentialet, er der plads til dig hele tiden. Det er sådan set lige meget, hvor i landet du er, men du skal kunne træne med landsholdet her i Holte tre gange om ugen, siger Lotte Madsen. OL-holdet skal helst være på plads om ca. et år, så der er stadig tid til at komme med, hvis man har talentet og tid til træningen. Ifølge Lotte Madsen er det lige meget, hvilken form for handicap man har. Det kræver en hvis mængde hoftefunktion, at kunne sidde på rullesædet, men det er ikke et problem at være ben- eller armamputeret.

Det er et spørgsmål om, hvem der har den disciplin og lyst til at lægge de kræfter i der skal til, for at kunne deltage i sådan noget her. Dem, der skal med, skal kunne dele drømmen om en medaljeplads. Det er ok hvis vi får bronze, vi vil være glade hvis vi får sølv, men armene oppe, og al sveden og de ømme muskler er glemt, når det er guld, afslutter Christian.

17 klubber for handicappede roere

For at øge opmærksomheden omkring handicaproning har Dansk Forening for Rosport og Dansk Handicap Idrætsforbund indgået et samarbejde, og indtil videre har 17 klubber rundt om i landet sagt ja til at modtage folk med fysiske handicap. I løbet af efteråret vil der blive afholdt informationsmøder om handicaproning til klubberne, men alle interesserede kan dukke op. Se mere på Dansk Forening for Rosports hjemmeside: www.roning.dk, eller kontakt Lotte Madsen for at høre mere om mulighederne som handicappet roer.