Til VM med handi 4’eren

- og historien om det røde øje...

Hvordan er det at være medhjælper for 4 svagtseende der skal ro, ved VM i Spanien? Umiddelbart havde jeg ingen forestillinger om dette, da min ven Peter spurgte om jeg var frisk på opgaven. Da det altid er interessant at se verden, meldte jeg mig uden tøven under de danske faner.

Første møde med de øvrige deltagere var ved et træningspas ca. en måned før afrejsen. Det var også første gang jeg stiftede bekendskab med den 16 meter lange glasfibergenstand, de påstod var en »4’er med styrmand«. Jeg hilste på de 4, samt styrmanden, og lærte at sige hej, når jeg rakte hånden fremfor at hilse (ellers reagerede de nemlig ikke).

En uges tid før afrejsen var der fællesmøde med de 12 personer, der udgjorde VM mandskabet, teamchef, trænere og hjælpere. Det var en hyggelig aften i Holte Roklub, hvor den stod på grillmad og andre lækkerier. Ovenikøbet havde teamchefen produceret en kæmpe ro-lagkage. Jeg havde bestemt grund til at være glad for min mulighed for at være en del af teamet.

Rejsen til Girona, som vores base lå i, gik uden de store problemer. Dog blev vores og især roernes temperament testet, da der gik 3 timer inden bussen hentede os i Barcelona lufthavn. Allerede der kunne jeg se VM holdet var af en særlig støbning. Alle tog dette intermezzo med den største ro (undtagen måske lige teamchefen). En mindre sightseeing tur i Girona, blev det til inden jeg kom i seng ved 01.00 tiden onsdag aften.

Torsdag smuttede vi en tur til rostadion og roerne roede sig i finalen. Hvad svært skulle der dog være ved det? Det var der mine medhjælper-evner skulle stå sin prøve. Jeg skulle både sørge for vand, bære tasker, følge folk på toilettet, sole mig og kigge på kvindelige roere. Som om det ikke var nok, så satte træneren mig til at videofilme roerne. Allerede der blev kimen lagt til min skade, som jeg vender tilbage til senere.

Fredag og lørdag slapper roerne af og træner en smule på rostadion. Jeg bliver igen bebyrdet med hjælpe-opgaver, og de første træthedstegn begynder at sætte ind. Flere bemærker allerede nu at mit venstre øje er, som de udtrykker det, »en anelse rødt«. Ufortrødent fortsætter jeg dog mit arbejde, for at roerne kan få success i finalen.

Finaledagen oprinder. Der er vældigt stress på, for roerne må kun tænke på roning, så medhjælperne må sætte indsatsen op i et ekstra gear. Roerne tager på vandet og jeg sætter afsted mod en på forhånd udvalgt lokation, hvorfra jeg skal videofilme begivenhederne. En travetur på mere end 20 minutter i stegende hede. Kameraet placeres strategisk korrekt, uden hensyntagen til mit eget forgodtbefindende, for at opnå de bedste billeder.

Så sker det – midt i løbet da roerne passerer 1.500 meter mærket, kommer smerten i mit venstre øje. Det er simpelthen bukket under for, det pres det er at være lukket i den konstante hede, støvet og den ultimative koncentration. På trods af det min krop gennemgår de næste minutter, lykkes det at få løbet »i kassen«. Endnu en vandretur tilbage til roerne, denne gang navigerende med kun et øje. Finde sko og tasker til roerne, så alt er klar når de går fra borde.

De er 5. bedste i verden i deres klasse. Fantastisk præstation! Jeg er beæret over at have været en del af deres succes, og glad for at have lært så positive mennesker at kende. Det gælder såvel roere, som de øvrige mennesker omkring rolandsholdet.

Her, en god måned efter oplevelserne, kan jeg se tilbage og konstatere at det var al umagen værd. Jeg er sikker på at handikap rolandsholdet allerede er på vej mod nye triumfer. Jeg er i hvertfald klar i kulissen til at bistå ved fremtidige regattaer, om det så skal koste en regulær fibersprængning i øjet...

Steen Ebbeskov